Preview Mode Links will not work in preview mode

Naturens Stemmer


Sep 9, 2019

Jeg er taget ud til Kalvebod Fælled for at mødes med Eskil Holten Haargaard, som er projektkoordinator på DareGenders naturbaserede mandegrupper.

Jeg havde sat Eskil i stævne, fordi jeg var nysgerrig efter at vide mere om ideen bag mandegrupperne, og jeg ville rigtig gerne høre mere om, hvad der sker, når en gruppe mænd mødes ude i naturen.

I interviewet fortæller Eskil om konceptet med mandegrupper i naturen. Eskil deler sine erfaringer med, hvordan naturen er med til at skabe et tillidsfuldt rum, hvori mændene kan sænke paraderne og mødes i et ligesindet fællesskab.

Naturen giver, med Eskils ord, mændene et ekstra mulighedsrum, så når livet slår en kolbøtte eller, når vi har brug for et sted, hvor der ikke bliver krævet noget af os, så har vi et sted som vi altid kan vende tilbage til.

 

I vores snak kommer vi også omkring, hvordan bålet spiller en central rolle, når mændene mødes i naturen. Eskil fortæller, at bålet er med til at afstresse og bringe os i kontakt med dybere sider af vores egen natur.

Min snak med Eskil bekræftede mig i, at alle mennesker har brug for et sted, hvor vi kan dele og udveksle tanker om os selv og livet - og indimellem har mænd brug for mænd, ligesom kvinder har brug for kvinder, men vigtigst af alt, så har vi brug for hinanden. Så jeg håber, at vi i fremtiden også vil se flere naturbaserede grupper, hvor mænd og kvinder kan mødes på tværs.

Du kan læse mere om DareGender og deres mandegrupper i naturen på deres hjemmeside. Vil du vide mere om grupperne eller har du lyst til at deltage i en af de naturbaserede mandegrupper, så kontakt Eskil Holten Haargaard på ehh@daregender.dk.