Preview Mode Links will not work in preview mode

Naturens Stemmer


Sep 26, 2019

Denne gang sidder jeg bag mikrofonen sammen med Birgit Due Pedersen, der bl.a. arbejder med at hjælpe stress- og depressionsramte med at bruge naturen, som et redskab til at håndtere den situation som de er i. 

Birgit og jeg har en snak om, hvordan naturen er en gave til at komme i kontakt med kroppen. Ved at lave forskellige nærværs- og mindfulness øvelser bliver vi hjulpet dybere ind i oplevelsen, og ind i følelsen af at være tilstede her og nu.

Birgit understreger at blot det at gå i natur, kan være med til at skabe ro, bl.a. fordi naturen har en gavnlig effekt på vores nervesystem. Idet vi går ud og bevæger os langsomt igennem naturen - så forankres oplevelsen i vores krop. Kroppen (gen-)lærer simpelthen at der er et sted, hvor den kan finde ro.

Ca. 25 minutter inde i interviewet, snakker vi omkring Birgits oplevelser med at sove alene i naturen. Jeg møder rigtig mange, kvinder især, der føler sig utrygge ved at være alene i naturen, og jeg synes min snak med Birgit nuancerer den oplevelse vi kan have, når vi er bange eller utrygge.

"Det er paradoksalt at jeg som menneske kan være mere tryg i byen, med alle de lyde, der er fra fx ambulancer, det er jo noget der burde gøre mig utryg. Eller en høj lyd fra en dør der smækker. Men det er ligesom om, at det har mit system vænnet sig til. Men det mest naturlige - dét at opholde sig i naturen, det har jeg på en eller anden måde fjernet mig fra. Og det har vi jo gjort som mennesker. Men det er paradoksalt at jeg føler mig mere tryg ved at gå i byen."

Jeg håber du har lyst til at bruge interviewet som en invitation til at undersøge dit eget forhold til naturen... Hvis du har lyst, så kan du efterfølgende reflektere over et eller flere af følgende spørgsmål:

Hvordan er dit eget forhold til naturen?

Hvilken betydning har naturen haft for dig i løbet af dit liv?

Hvilke naturområder er det du primært søger ud til, når du er i naturen? Hvad er det at lige netop disse naturområder gør ved dig?

Hvordan har du, når du er alene i naturen? Hvad kan du gøre for, at føle dig mere tryg, når du færdes i naturen?